Smartlog v3 » Skæve indfald og surrealistiske tanker vers 3 » Kunsten at pudse vinduer
Opret egen blog | Næste blog »

Skæve indfald og surrealistiske tanker vers 3

En legeplads for mine ord, tanker og drømme

Kunsten at pudse vinduer

2. May 2009 04:22, whaggawhagga

Som det vil være de faste læsere bekendt, kommer jeg fra en mindre provinsby. En af den slags, hvor det højeste uddannelsesniveau er studentereksamen. Den logiske konsekvens er, at man skal videre ud i verden, hvis man vil frekventere Uni. En af glæderne ved at flytte til en af de store uddannelsesbyer er, at man får æren af at skulle søge lejlighed, etablere et nyt socialt netværk og møde nye mennesker.

Det kan godt være lidt besværligt. Det med at rykke sine teltpæle og redefinere sine livsomstændigheder fra bunden af.

Det er godt 20 år siden for mit (og Hannes) vedkommende, men ikke så længe siden, at det er ganske glemt. I konsekvens af dette har familien her i den WhaggaWhagga'ske residens valgt at udleje et par af de værelser, der ikke er i brug, til unge, nyudklækkede studenter.

Det er ok folk. De fleste af dem, der har taget turen omkring Villa Tusindfryd har efterladt positive minder. Selvfølgelig har der været nogle, der har manglet grundlæggende forudsætninger for at kaste sig ud i det nye selvstændige liv som voksne, formodentligt ansvarlige, deltagere i samfundet.

Som fx ham gutten, der insisterede på at vaske sit skrummel af en kokosmåtteløbertæppe i Zanussi'en i kælderen. Dét var egentligt ikke det store problem. Zanussi'en er til fri afbenyttelse, og nævnte indretningsgenstand har, som det er alle tæppers natur, det med at blive snavsede.

Men det var stort. Faktisk så stort, at det var nødvendigt at det nødvendigt at sætte en fod på for at få det sidste skubbet ind i tromlen. Og dét er maskineriet ligesom ikke bygget til. Så reparationsomkostningerne nåede hurtigt et punkt, hvor det sjove gik af hele forestillingen.

... Men den slags var enkeltstående tilfælde, og langt fra så ekstremt som det en af mine bekendte oplevede, da han selv blev involveret i udlejningsbranchen ...

Indledningsvis vil jeg beskrive ham som en af de der lidt tossegode typer, som siger ja og amen først, og venter til bagefter med at overveje om det rent faktisk var så smart alligevel. Han har også et veludviklet gen for medfølelse, hvilket næppe gør sagen bedre. Tværtimod, for han kommer ofte til at stå til rådighed for mindre empatiske personager. Men han har efterhånden lært lektien, specielt efter en lejer, som han havde for nogle år siden.

Det var en eller anden ældre kvinde uden fast tilhørsforhold til arbejdsmarkedet. Den væsentligste indtjening var vist noget med sort arbejde og diverse løsarbejde af skribentuøs art. Det var ihvertfald mit indtryk, men jeg så ikke den store aktivitet.

Det startede egentligt meget fredeligt med, at hun flyttede ind, sådan lidt på skrømt. Hvis man kan kalde det dét. Ihvertfald blev der læsset flere og flere rodekasser ind i lejligheden. Det meste af det, var noget som hun havde haft med fra sine forskellige gamle lejligheder, men aldrig havde taget sig sammen til at få gennemgået. Det er så moderne at snakke om dysfunktionelle familier, og skyde skylden for underlige adfærdsmønstre over på forældrenes manglende evner og fokus. Men her var der vist en del om snakken.

Min bekendte brugte ikke alene en masse tid på køre frem og tilbage. Specielt med de kasser, som var for store til, at hun (lejeren) selv kunne overskue dem. Ydermere stillede han sig i sin overvældende naivitet til rådighed for, at hun kunne få gennemgået kasserne fra en ende af.

Det var så én ting, men opgaven voksede og voksede, til han kunne bruge en særdeles pæn del af sin tid og ressourcer på at gennemgå hendes gamle støvede ting.

Jeg nævner specielt støvet. Det var noget af den slags, der bliver til en sådan let olieagtig substans når det lægger sig på tøj, møbler, vægge og vinduer. Jeg tror det skyldes, at det kommer i kontakt med luftens fugtighed, mados fra køkkenet og ophvirvlet snask når folk bevæger sig rundt i rummene. Som min bekendte sagde, så tænkte man ikke over det, for tøjet blev alligevel vasket, møblerne fik med jævne mellemrum en tur med støvsugeren og en gang møbelrens, og væggene blev alligevel malet med jævne mellemrum. Men nogle af kasserne var, bevidst eller ubevidst, blevet stillet sådan at man ikke kunne se ud eller ind ad vinduerne. Så det sås ikke, at støvet groede fast på dem.

Vi skal alle videre, og det er sjældent i vore dage, at lejemål er for livet. Den rodfasthed som ellers var praksis i gamle dage, er på retræte i vores forjagede tidsalder.

Så efter en kort årrække flyttede hun ud til et andet lejemål. Hvor mange af kasserne, der reelt var pakket ud er det store spørgsmål. Bevares, der ver flyttet en masse rundt, med tilhørende støvophvirvling. Men det virkede mere som om det var blevet flyttet over i nogle andre kasser i stedet for at blive brugt konstruktivt til personlig udvikling, livsforbedring og lignende positive ting. Det er det med gamle vaner og tænkemåder. I stedet for at få tingene ud i det fri, bliver de nogle gange pakket ind i andre kasser og får nye etiketter på. Men tingene er stadig ved det gamle. Gammel vin på nye flasker, er det ikke det man kalder det?

Der var ihvertfald stadig en masse kasser, der stod rundt omkring til ingen verdens nytte. Men de røg med over i det nye lejemål, selvom det vist tog en del tid at få det altsammen flyttet over.

Der var en lille ekstra krølle på hale af historien, der også er årsagen til overskriften. Kan I huske jeg talte om støvet i almindelighed og vinduerne i særdeleshed? Det var først bagefter, at det stod klart, hvor meget lejligheden egentligt var blevet molestreret. Indskuddet var brugt længe før, at lejligheden var ført tilbage til en almindelig brugbar stand. Igen-igen, vinduerne var så tilsvinede, at det var utroligt. Som jeg sagde til min bekendte: 'Drop rengøringen. Udskift det ødelagte og send regningen til lejeren.'

Men min bekendte er udover tossegodhed karakteriseret af en høj grad af stædighed, så han smøgede ærmerne op, og gik i gang fra en ende af. Det tog sin tid, og vandet, der blev brugt, blev udskiftet så mange gange, at de havde vandingsforbud i hans hjemkommune den næste måned. Farven spandens indhold fik, hver gang han havde taget en tur med en ny gang skidtopløser gav en helt ny mening til begrebet 'sort'. Og den lokale isenkrammer/byggemarked/rengøringsværktøjspusher løb tør for svampe, skraberblade og pudseklude cirka omkring det tidspunkt, da han første gang fik reetableret kontakten med glasset nedenunder skidtet.

Men utroligt nok, fik han det til at se mere end civiliseret ud. Alene ved hårdt arbejde og stædighed.

Men som han sagde ... 'Det er sgu sidste gang, at jeg lægger humør til den slags'. Ikke desto mindre udlejer han stadigvæk, omend under lidt andre omstændigheder end dengang.

Sådan er der så meget ...

-WhaggaWhagga

Tags

Arkiv